Yoga knib med chakra i fokus – Knibeøvelse dag 4
I dagens øvelse yoga knib skal du arbejde med dit chakra. Yoga knib er en mere tidskrævende øvelse end de øvrige dage, men det er for at vænne dig til at komme til bækkenbunden og holde fast.
Har du en travl dag i dag, kan du vente med denne dag til en dag, du har lidt mere tid. Husk at øvelserne bare er til for at give dig en vifte af muligheder. Det vigtigste er at du får udført knib og bliver fortrolig med dem.
Ifølge læren om chakraerne, der stammer tilbage fra flere tusind år gamle yogiske tekster, er bækkenbunden tæt forbundet med vores rodchakra. Rodchakraet er et af vores grundlæggende energikraftcentre og symboliserer vores vitalitet og jordforbindelse. Rodchakraet kan ses som vores vitale batteri, så det er godt med masser af opmærksomhed rettet mod denne del af os.
Med dagens øvelse kan du slippe tankerne, komme til stede i kroppen og særligt i bækkenbunden. Du kan få en følelse af at stå med fødderne godt plantet på jorden med ro og klarhed. Følelsen af at have en god jordforbindelse.
Forberedelse
Start med at stå med lidt afstand mellem dine fødder. Armene ned langs siden. Begynd at fjedre op og ned i knæene, benene og i hele kroppen. Bliv ved med at fjedre op og ned i nogle minutter og giv dig selv lov til at lande i kroppen. Træk samtidig vejret dybt og slip alle bekymringer, tanker, spændinger i kroppen sammen med dine udåndinger. Sæt gerne lyd på udåndingerne, mens du samtidig slipper i dine kæber. Stop efter nogle minutter og mærk med hele din opmærksomhed, hvordan kroppen føles nu.
Selve yoga knib med chakra
Sæt dig så ned og luk evt. øjnene. Du kan sidde på gulvet på en pude med benene over kors, eller du kan sætte dig på en stol. Sørg for, at ryggen er fri og ret og nakken lang. Slap af i skuldrene og hele kroppen. Hænderne hviler på knæene eller lårene. Sidder du på en stol, har du fødderne solidt plantet i gulvet.
Tag så nogle dybe åndedrag langt ned i kroppen. Søg med din opmærksomhed nedad i kroppen. Mærk maven, underlivet, benene, fødderne. Mærk kontakten nedadtil. Underlaget. Gulvet. Og længere nede under dig, mærk jorden. Bliv bevidst om jorden under dig. Send din opmærksomhed helt ned til jorden lige under dig. Bliv her et øjeblik med din opmærksomhed.
Lad så din opmærksomhed hvile ved bækkenbunden, mens du trækker vejret dybt nogle øjeblikke. Forestil dig, at du trækker vejret igennem underlivet. På dine indåndinger trækker du jordens energi op og ind i din krop gennem bækkenbunden. Lad den fredfyldte energi fra jorden rejse sig op gennem din krop langs din rygsøjle og sprede sig ud i hele kroppen. Med hver indånding fylder du din krop op med jordenergi. På dine udåndinger gennem bækkenbunden sender du din opmærksomhed dybt ned i jorden. Dybere og dybere ned for hver udånding. Hele vejen ind til jordens centrum. Sådan sidder du nogle minutter og trækker vejret gennem din bækkenbund. Mærk roen brede sig.
Så vender du opmærksomheden tilbage til din krop og slapper af et øjeblik.
Åbn så øjnene, stræk kroppen.
Ånd ind og på udåndingen samler du bækkenbunden i et knib. Hold det, mens du tæller til 8. Vær afspændt i maven. Ånd ind mens du langsomt slapper af og roligt tæller til 8.
Gentag yoga knib yderligere 9 gange.
Flere gange i dag skal du sende din opmærksomhed til bækkenbunden og kvittere med at knibe. Så du når dine i alt 30 knib.
Arbejder du med computer eller har du en mobil, kan du sætte en alarm til en gang i timen.
(Yoga knib er lavet i samarbejde med sexolog yoga- og meditationsunderviser Christina Hernvig Find hende også på Facebook.